Emil Gryesen Jensen

Den prisbelønnede danske pianist Emil Gryesten Jensen (født 1985) er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium, ved Det kgl. danske musikkonservatorium, og ved Sibelius-akademiet i Helsinki. Han har desuden studeret ved “International Piano Academy – Lake Como” i Italien.
Hans læremestre tæller fremtrædende kapaciteter inden for pianistfaget såsom Erik Tawaststjerna, Dmitri Bashkirov, Tamas Vasary, Fou Ts’ong og Anne Øland.

Før han begyndte sin konservatorieuddannelse, var han elev på Klaverskolen Gradus i Aarhus, hvor hans lærer var pianisten Martin Lysholm Jepsen.

Emil Gryesten har modtaget priser ved en del danske og internationale konkurrencer for unge pianister, bl.a. vandt han som 15-årig førstepris ved Steinway-konkurrencen i Hamburg samt guldmedalje ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence i København. I 2010 vandt han både førstepris og Publikums Pris ved Nordisk Pianistkonkurrence på Nyborg Slot. Under sin tid som studerende ved Sibelius-akademiet vandt han desuden førstepris ved Finlands nationale klaverkonkurrence i Jyväskylä i 2010, og han modtog ligeledes førsteprisen ved Blüthner Pianistkonkurrencen i Malmö i 2006.

Emil spillede sin første solo-recital som 15-årig og har siden da haft en aktiv koncertkarriere både som solist og som kammermusiker. Han debuterede som solist med orkester som 16-årig, med Aarhus Symfoniorkester. Han har optrådt ved klassiske musikfestivaler såsom Copenhagen Summer Festival, Aarhus Piano Festival, Hindsgavl Festival, samt Espo Piano Festival og Kuhmo Kammermusikfestival i Finland, Bluethner Classics i Leipzig, International Piano Association Switzerlands koncertserie i Lugano, og han har lavet flere produktioner, både studieoptagelser og liveindspilninger, for DR-P2 samt YLE i Finland.

Emil Gryesten blev tildelt den finske Pro Musica-pris i 2011, og han modtog E. Harbys musikstipendium, en af Danmarks største priser for unge musikere, kaldet “Ungdommens Sonningpris”, i 2014.