Christian Ellegaard

Christian Ellegaard er født i 1983 i en musikerfamilie, hvor både hans mor og far spillede accordeon. Fra han var ganske lille rejste han verden rundt med sine forældre, og var altid med når de spillede koncerter og underviste. Det var dog ikke accordeonet der fangede hans interesse, men derimod violinen, som han elskede at lytte til i timevis foran båndoptageren i musikstuen.

Efter at have insisteret stædigt et par år, fik Christian omsider sit første instrument i en alder af 6 år. Han begyndte derefter violinundervisning hos Tove Detreköly på Suzuki-instituttet i København. Senere fortsatte han hos Milan Vitek, og kom sidenhen på konservatoriet hos henholdsvis Peder Elbæk og Sergej Azizian. Efter to års yderligere studier på Edsberg Instituttet i Stockholm hos Ulf Wallin, vendte han tilbage til København og aflagde diplomeksamen med højeste udmærkelse. Samme år blev han optaget på solistklassen, hvorfra han i 2011 debuterede med bl.a. Carl Nielsens violinkoncert akkompagneret af DR UnderholdningsOrkestret.

Gennem årene har Christian modtaget talrige legater og priser, deriblandt Sonning-stipendiet til unge musikere og Van Hauen-legatet, og han har vundet publikumspris, Aarhus Symfoniorkesters pris og 2. pris ved Den Danske Strygerkonkurrence.
Christian er efterspurgt kammermusiker og solist, og har spillet talrige koncerter i hele Skandinavien, Europa, USA og mellemøsten. Siden 2008 har han været koncertmester i Underholdningsorkestret, og er derudover fast medlem af DiamantEnsemblet og Ensemble Mutatis.