Musikere 2026

Emma Steele er til daglig 1. koncertmester i Det Kongelige Kapel og har deltaget og vundet priser i mange konkurrencer, herunder Sibelius International Violin Competition, hvor hun blev finalist og modtog talentprisen. Hun har også modtaget National Foundation for Advancement in the Arts Silver Award, WAMSO Elaine Louise Lagerstrom Memorial Violin Award og et stipendium fra Pablo de Sarasate Violin Competition 2009. Hun blev også finalist og Silver Prize-vinder i den prestigefyldte Irving. M. Klein International String Competition 2012 i San Francisco. Som aktiv og respekteret kammermusiker har hun optrådt på festivaler over store dele af USA og Europa.

Efter studieårene i sin hjemby Berlin, blev Richard Krug medlem af den international prisbelønnede Minguet Quartett i Tyskland. I 1998 tiltrådte han sin stilling som første solocellist i Copenhagen Phil, og etablerede sig hurtigt som efterspurgt kammermusiker og solist. I 2004 grundlagde han Copenhagen String Quartet. Ensemblet har turneret i det meste af Europa og i USA og indspillet en stribe CDer.

Richard er en flittig arrangør, og har skrevet utallige transkriptioner til forskellige besætninger og anledninger. Sidst har han omarbejdet Schuberts Winterreise til Copenhagen String Quartet, som indspillede den sammen med barytonen Johan Reuter. I flere år har Richard Krug været tilknyttet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som lærer. Richard bliver ved med  at søge nye udfordringer, og har de senere år optrådt bl.a. ved Copenhagen Jazz Festival sammen med en stribe af Danmarks mest fremtrædende jazzmusikere.